Katteadfærd
Katten har efterhånden overtaget positionen som det mest populære kæledyr. Man plejer at sige at katten er sin egen, men en del af dens adfærdsmønster stammer fra dens naturlige adfærd, som vi så har valgt at putte ind i den ”kasse” vi kalder vores liv og hjem.
Katten er fra naturens side et solitært rovdyr. Dvs. den ikke har brug for en flok, som hunden har. Den er dog ikke asocial, og mange katte nyder selskabet fra deres ejere, andre katte eller sågar andre dyr.
Normal katteadfærd
Katte har mange sanser, bl.a.er syns- og høresansen meget veludviklet og bruges i jagten. Katte kan høre byttedyrs kommunikation, og hører et bredere spektrum end hunde. De er udpræget jægere, og deres jagtinstinkt er uafhængig af mæthedsfølelsen. De jager ca. 80 % af deres vågne tid, og en vildtlevende kat æder typisk 10-20 små byttedyr i løbet af et døgn.
Lugtesansen bruges overvejende til kommunikation. De kommunikerer igennem lugt (via urin/afføring, via kirtler mellem tæerne, kirtler i ansigtet, under hagen, ved halen). Når din kat gnider sig op af dit ben sætter den sin duft på dig, og markerer at I er venner.
Mennesker har 18 gange flere smagsløg end katte har. Hvis din kat kun vil spise ét slags foder, behøver det ikke være pga. kræsenhed, men fordi den foretrækker den samme duft i madskålen hver gang. Den smager mere med lugtesansen.
Adfærdsproblemer hos kat
Katten er et meget stressfølsomt dyr, hvilket gør at den som oftest ikke bryder sig om forandringer. Den elsker vaner og at dagene er ens. Derfor kan man nogle gange opleve at hankatten strinter hvis man får gæster eller flytter om i stuen, eller at hunkatten hvæsser klør, når man får nye møbler. En kat gør ikke disse ting for at provokerer, men fordi den er frustreret over forandringer i dens hverdag.
Hvis man har flere katte er det vigtigt, at der er tilstrækkeligt med ressourcer som kattebakker, spisesteder og hvilesteder. Selvom kattene er gode venner, er det ikke sikkert de bryder sig om at dele mad og kattebakke.
Urenlighed
Mange katteejere har oplevet deres kat være urenlig, og enten strintet op af ting indenfor eller tisset på ting som dyner, tasker mm. Det kan være rigtig vanskeligt, at finde ud af hvorfor den pludselig gør dette. Vi anbefaler altid, at man først undersøger en urinprøve for at finde ud af om det er noget fysisk i vejen som f.eks. blærebetændelse eller krystaller i urinen.
Hvis dette ikke er tilfældet, skal man finde ud af hvorfor katten er frustreret. Det kan være et nyt familiemedlem, nye møbler, ny kæreste, katte udenfor, naboens hund der gør, ny parfume, indkøbsposer, håndværkere eller mange andre små ændringer. Katte er som sagt meget stressfølsomme. Når katten er utryg markerer den med sin egen duft for at berolige sig selv.
Haderslev Dyrehospital har et bredt udvalg af muligheder for at hjælpe katten med sin angst. Kom ind forbi os, og vi vil hjælpe dig.