Katten som teenager

Katten undergår ret store forandringer det første år af dens liv. Det man som ejer nok lægger mest mærke til at kønsmodningen, der indtræder når katten er et sted mellem 6 og 8 måneder gammel.

Det er også her du som ejer skal taget stilling til, hvordan du vil undgå uønskede killinger og prøve at beskytte hankatten mod nogle af de skrammer det giver, hvis man går på ”damejagt”.

Kønsmodning
Hos hunkatten vil man opleve kønsmodningen ved at hun kommer i løbetid. Dette foregår som regel ret højlydt, forstået på den måde, at hunkatten miaver højt og klagende. Hun vil også krybe rundt langs gulvet med rumpen og halen skudt i vejret.

Hvis hun da ikke bare går hjemmefra for at finde en hankat og kommer drægtig hjem.

En kat har kun ægløsning i forbindelse med parring. Hvis ikke hun bliver parret, vil hun blive ved med at komme i løbetid med relativt kort mellemrum hele forår og sommer, og nogle gange hele året.

Hankattene vil begynde at markere og forsvare deres territorium, når de bliver kønsmodne. Markeringen foregår ved at katten strinter med urin på uvalgte steder, også gerne indendørs. Urinen vil også få en kraftigere lugt end hidtil. Der ud over vil han som regel begynde at strejfe, og have en større tendens til at komme i slagsmål med andre katte.

Neutralisation
Haderslev Dyrehospital anbefaler at alle katte, undtagen avlskatte naturligvis, neutraliseres. Der findes desværre en stor population af uønskede og hjemløse katte, som det efter vores opfattelse er vigtigt ikke at øge. Sterilisation og kastration er den sikreste og bedste måde at undgå uønskede killinger.

Læs mere om sterilisation af hunkatte her

Læs mere om kastration af hankatte her