Operation og narkose
En operation kan dække over mange ting. Alt fra kirurgisk behandling af sygdomme som f.eks. kræft, brækkede ben og syning af overfladiske sår, til neutralisering af vores familiedyr, således at de ikke længere kan formere sig (kastration og sterilisation).
Narkose
Narkosen, eller bedøvelsen som det også kaldes, er en nødvendig del af operationen. Den sikrer som det vigtigste, at dyret ikke føler nogen smerte i forbindelse med indgrebet, og sekundært at dyret ligger stille, så man kan komme til det man skal. Da vores patienter ikke forstår, hvad der sker, vil man også kunne opleve, at vi benytter en større eller mindre grad af bedøvelse eller sedering af patienterne i forbindelse med smertefrie procedure så som negleklip og tandrensninger, mv.
Typer af narkose/bedøvelse
Typisk vil der til de fleste korte indgreb blive brugt det der kaldes en stiknarkose. Dvs. dyret får en indsprøjtning af bedøvelses middel i en muskel (lår eller nakke), og denne vil få dyret til at falde i søvn i løbet af tre til ti minutter og give ”arbejdsro” i 30-40 min.
Der vil oftest gå længere inden dyret er helt vågent og kan gå hjem. Ved nogle typer af stiknarkose er det muligt at vække dyret, så det kan komme hurtigere hjem. Dette er dog ikke altid en fordel, da dyret godt kan blive noget forvirret i opvågningen hvis denne går for hurtigt.
Ved længerevarende indgreb har vi to muligheder: Enten benyttes inhalationsanæstesi, hvilket betyder at dyret først får en afslappende sprøjte og efterfølgende får en slange i halsen hvorfra det indånder en blanding af bedøvende gas og ilt.
En anden mulighed er, at vi lægger en plastik kanyle i en blodåre og via en pumpe kontinuerligt giver dyret et bedøvende middel direkte i blodet.
Overvågning af narkosen
Når vi bedøver dyr, er der altid en lille risiko for at ”noget” går galt. Den risiko gør vi alt hvad, vi kan for at undgå. Vi tilbyder at tage en blodprøve, inden vi går i gang med at bedøve dyret. Med den tjekker vi om bl.a. lever og nyrer, der er vigtige i kroppens omsætning af bedøvelsesmidlerne, fungerer som de skal.
Under selve operationen tildeles dyret, uanset valget af bedøvelsesmetode, altid ekstra ilt enten via maske eller en slange i halsen, og dyrets puls, vejrtrækning, temperatur mv. overvåges af vores autoriserede veterinærsygeplejersker.
Operation
Selvom en operation kan dække over mange ting, har de dog nogle fællestræk. Dit dyr vil efterfølgende have brug for ro da det kan være lidt rundt på gulvet oven på bedøvelsen. Da det som regel også indebærer en eller anden form for syning af huden mv., vil det også af den grund være vigtigt, at dyret forholder sig roligt. Ingen vilde lege, ingen svømmeture, men kun ”kedelig” luftning i snor.
Helingen af hud og muskler tager omkring ti dage, og det er især i denne periode dyret skal begrænse sine udfoldelser. I den samme periode må dyret ikke slikke i operationssåret, og det skal derfor ofte have en krave eller en bodystocking på.
Operationssåret
Du vil dagligt skulle tilse såret for at tjekke, om der er øget rødme, fugtighed og/eller hævelse. Ved den mindste tvivl skal dyrehospitalet kontaktes. Såret kan være lukket på flere måder, men vil her på stedet ofte enten være limet eller syet med indvendige sting, der forsvinder af sig selv.