Sterilisation af kat

Ved sterilisation af kat forstås fjernelse af æggestokke, og i nogle tilfælde også livmoderen, således at katten ikke går i løbetid og naturligvis heller ikke kan få killinger.

Desuden kan sterilisation være med til at nedbringe eller helt fjerne risikoen for visse sygdomme. I det følgende er der information om fordele og ulemper ved sterilisation.
For at læse mere om selve det, at katten skal opereres klik her.

Fordele ved sterilisation
Den alt overskyggende fordel ved at sterilisere sin hunkat er, at hun ikke kommer hjem med uønskede killinger. Katte er uhyre effektive i deres reproduktion, og en hunkat kan med lidt snilde nå 3 kuld hen over en sæson, og med kuld der i reglen ligger på tre til fem killinger, bliver det til rigtigt mange katte. Ud over de mange killinger der får brug for nye hjem, er det også hårdt fysiologisk for hunkatten at skulle føde og opfostre så mange killinger. Brug af p-piller er meget behæftet med bivirkninger, så som kræft i mælkekirtlerne og kræft eller betændelse i livmoderen, og det er derfor langt at foretrække at man steriliserer sin hunkat. Desuden reduceres den almindelige risiko for kræft i mælkekirtler og livmoder til næsten nul. Haderslev Dyrehospital anbefaler at sterilisere hunkattenen inden de kommer i deres første løbetid. Dvs. inden 6-7. måneders alderen.

Ulemper ved sterilisation
Den primære ulempe er at din kat skal gennemgå en operation i fuld narkose, men en ung og rask kat har meget de bedste forudsætninger for at klare operationen og komme sig hurtigt. Som decideret bivirkninger skal nævnes, at de fleste steriliserede katte får et ændret stofskifte. Dvs. de er i risiko for at blive overvægtige. Det er dog en bivirkning, der er relativt let at forebygge med restriktiv fodring og masser af motion.